Lynge-Broby Jagtforening, der har eksisteret siden 5. marts 1936, er en forening med ca. 110 medlemmer fordelt på alle aldersgrupper. Nogle af de ting vi sætter i højsædet, er god jagtmoral og socialt samvær. Og via aktiviteter og foreningslokaler bestræber vi os på, at Lynge-Broby Jagtforening er det naturlige samlingssted for de lokale jægere.

Vi afholder en del jagter i løbet af året. De foregår dels på vore egne jagtarealer og dels på stykker, hvor lodsejerne giver tilladelse til foreningen. Typisk er der tale om 2 - 3 efterårsjagter, hvor alt hvad jagtloven tillader kan skydes. Hertil kommer rævejagter og rågeregulering. Endvidere afholdes der riffelindskydning, riffeltræning, flugtskydning, foredragsaftener mm. Altså en god palette af ting, der interesserer os jægere.

Vore foreningslokaler på "Rørstensgården", Smedevej i Sorø, danner rammen om mange gode arrangementer i årets løb. Her mødes vi i hyggelige omgivelser og har muligheden for at dele oplevelser med andre jægere. Det er jo ikke alle, vi møder på vor vej, der kan se det fantastiske i, at stå op før solopgang på en søndag i maj, for at sidde stille ved en busk i et par timer, mens naturen vågner...

Vi håber at se dig til vort næste arrangement.

Knæk & bræk.